Parterapi

Nænsom parterapi

når der er dårlig stemning og misforståelser mellem jer.

I EFT parterapi handler det om det, der sker mellem jer, når I begge kæmper for at føle jer elsket eller god nok.

I parterapien lærer I, hvordan I selv kan bryde de negative mønstre i jeres samliv. Det sker ved guidning i en tryg stemning mellem jer.

Nogle par har næsten opgivet at få det godt igen, fordi der er opstået tillidsbrud og problemer med at kommunikere. Det er svært at vide, hvad man skal gøre for at gøre den anden glad igen og for at få den hjælp, man selv har brug for i forholdet.

Nogen gange kan forholdet føles som en ørkenvandring. Der kan man let køre fast i gamle mønstre, man kan komme til at tørste og sulte efter kontakt og nærhed, og der er risiko for ikke at få den glæde ud af vandringen med hinanden, som vi kunne ønske os.

Hverdagens travlhed og krav gør os udmattede og sårbare. Skænderier og misforståelser kan let blive en del af livet med hinanden. Når først vi ikke længere har hinandens tillid og kan føle os trøstet af hinandens interesse for vores fælles liv, så kan det føles, som at man kæmper og kæmper, og det bliver ved med at være låst fast.

Det er altid en udfordring at leve sammen med et andet menneske. Vi må give afkald på meget og tænke den anden med i sine handlinger. Til gengæld får vi meget, nærhed og tryghed gør livet let og dejligt. 

Parterapi nytter noget.

Parterapi er som at gå til doktor, når noget gør ondt. Parforholdsdoktoren er uddannet til at stille spørgsmål, opdage nuancer og at se smerten bag jeres måde at håndtere svære ting på.

Find-den-skyldige-legen findes ikke i EFT parterapi. Vi afklarer i stedet for det negative mønster mellem jer og giver forståelse for, hvilke følelser det kommer fra.

I parterapien får I en oplevelse af at få ro på, når I taler om det svære mellem jer. I vil få nye måder at forstå de svære følelser på, og I bliver klar til at fortælle om dem til hinanden. 

Når vi føler os trygge i vores parforhold, er det lettere for os at tage vores svære følelser alvorligt og udtrykke dem og føle os hørt. Det føles godt, fordi vores følelser næsten altid hænger sammen med vores behov for at føle os elsket og at have betydning den hinanden.

Hvis ikke vi kan holde balancen og udtrykke os roligt, kommer frustrationer ofte ud med hævet stemme sammenkoblet med kritik og krydret med skarpe vendinger. Hvem kender ikke til det? Resultatet er mange gange, at ens partner heller ikke udtrykker sin følelse og istedet siger ingenting eller går i gang med praktiske ting. Det giver afstand mellem parterne, og det kan føles som en trædemølle uden ende.

Det mønster, I har, vil blive afdækket, og I kommer i terapien nærmere ind på de behov, I har for at føle jer forbundet med hinanden.

I kan intet gøre forkert i terapien. Den er på jeres præmisser med respekt for jeres måde at håndtere det svære på. 

Alle emner kan tages op i parterapi. Det være sig utroskab, jalousi, skænderier, kontroladfærd, eller generelt dårlig stemning.

Terapeuten hjælper jer med at se, hvordan jeres reaktioner er, når I er  frustrerede eller kede af det. Følelser er vores styreapparat til alle vores handlinger.

Man kan på den måde ikke fjerne konflikter eller utilfredshed, men vi kan modnes i den måde, vi håndterer os selv og hinanden på.

Problemer i parforholdet kan I gøre noget ved. Det er aldrig for sent!